Den første uge efter bøjlen er påsat skal læber, slimhinde, evt. tunge og gane vænne sig til den og der vil ofte forekomme ømhed i tænderne. Den fastsiddende bøjle kan falde af tænderne, og specielt klæbrige og hårde fødeemner kan ødelægge bøjlen. Derfor anbefales det at undgå karameller, vingummi, lakrids og andet klæbrigt. Hårde fødemner bør også undgås eller skæres i mindre stykker. Dog kan sukkerfrit tyggegummi godt tygges.
Når man har fastsiddende bøjle på tænderne (togskinner) skal man være opmærksom på at der meget nemt sætter sig madrester og bakterier på tænderne og omkring bøjlen. Derfor er det vigtigt med omhyggelig og optimal rengøring af bøjlen, tænderne og tandkød, da der ellers kan opstå caries (huller i tænderne), tandkødsbetændelse og parodontose.
Efter bøjlen er påsat instrueres du grundigt i hvordan du skal holde dine tænder rene. Du skal indstille dig på at tandbørstningen tager længere tid. I forbindelse med tandflytningerne, kan der forekomme afrunding og afkortning af tandrødderne. Dette kontrolleres ved at tage røntgenbilleder af fortænderne. Bevares tandsættes sundt, har afkortningen normalt ingen betydning. Nogle tandsæt er disponerede for rodafkortninger. Dette bliver afklaret inden behandlingen påbegyndes, så evt. forholdsregler kan tages.