Mangler du alle tænderne, skal du inden behandlingen påbegyndes tage stilling til, om du ønsker faste eller aftagelige tænder.
Faste tænder – alle tænder mangler
Hvis du har mistet alle tænderne kan tandlægen lave en fast implantatbaseret fuldkæbebro. Dette vil give en særdeles øget livskvalitet, da implantatbroer føles og ser ud som naturlige tænder.
En fuldkæbebro består af ca 12 tænder, og sidder fast i kæben på 4-6 implantater. Tandlægen kan dog oftest fjerne den om nødvendigt.
Før behandling med implantater kræver det en grundig forudgående undersøgelse, inkl. røntgenoptagelser. Det er vigtigt først at få kortlagt evt. almensygdomme og medicinforbrug som i nogle tilfælde kan have indflydelse på behandlingen. Endvidere skal tandsættet/mundhulen efterses for andre behandlingskrævende tilstande og bid-/tyggeforhold skal analyseres. Herefter kan specialtandlægen lægge den helt rigtige behandingsplan til lige netop dig og du kan også få en fast pris på behandlingen.
Aftagelige tænder – alle tænder mangler
Hvis man mangler alle tænderne kan man som alternativ til en fast bro fremstille en aftagelig implantatbaseret helprotese. Protesen sættes fast på implantaterne ved hjælp af tryklåse eller en støbt metalbarre. Dette kaldes en hybridprotese.
Protesen er billigere end den faste bro, men sidder også godt fast. I overkæben har man den fordel – i forhold til en almindelig protese – at man kan holde ganen fri. Dvs. tungen fortsat har kontakt til ganeslimhinden og de mange smagsløg i ganen blokeres ikke af en acrylplade.