Vejledning før operation

Almene forhold
Den almene helbredstilstand har betydning for operationen, og derfor udspørger tandlægen dig om din helbredstilstand inden indgrebet påbegyndes.   Forhold som brug af blodfortyndende medicin, hjertemedicin, allergi m.v er vigtige informationer. Som regel er det ikke nødvendigt at holde pause med den vanlige medicin – heller ikke blodfortyndende. Risikoen ved at stoppe med den vanlige medicin er som oftest større end risikoen for evt. mindre efterblødning.

Det er vigtigt at oplyse sit komplette medicinforbrug til specialtandlægen, så alt kan medtages i den samlede vurdering. Skriv derfor gerne navnene ned på hvilke præparater der tages samt dosis og hyppighed. Alternativt kan medicinen medbringes.   Hvis du har feber, forkølelse, influenza eller lignende inden operationen kan det besværliggøre operationen, og du bør derfor kontakte klinikken, så vi kan tage stilling til, om du skal have en anden tid til behandling.

Det er vigtigt, at du indtager en sund og næringsholdig kost med mange vitaminer og mineraler i dagene inden og efter operationen, da dette fremmer helingen. Rygning nedsætter generelt helingsevnen og dermed muligheden for et godt resultat. Det kan derfor være hensigtsmæssigt ikke at ryge op til – og i perioden efter operationen. Tal med specialtandlægen om hvorvidt det er vigtigt i netop dit tilfælde.   I nogle tilfælde bør man nedsætte eller stoppe sit tobaksforbrug senest 3 uger før en implantatoperation og gerne 4-6 måneder efter operationen. Dette kunne jo i øvrigt være en god grund til at stoppe helt 🙂

Operationsdagen
Du bør møde op til operationen veludhvilet og have indtaget dine regelmæssige måltider. Drik gerne godt med væske et par timer inden operationen finder sted.   Når du ankommer til klinikken vil du blive tilbudt forskellig medicin inden operationen, der kan hjælpe dig på forskellig vis. Dette kaldes for præmedicinering.